Hvis al psykologisk videnskab var repræsenteret gennem et stort valnøddetræ, ville Sociale Historier være én enkelt lille valnød. Og for at kunne forstå den inderste kerne, altså valnøddens særlige form, tekstur, duft og smag, ville vi være nødsaget til at kigge på den psykologiske gren, som Sociale Historier er vokset ud af.

Narrativ psykologi – en sproglig verdensopfattelse

Jerome Bruner var en af de mest indflydelsesrige psykologer i det 20. århundrede og har haft stor betydning for udviklingen af kernebegreber inden for den narrative psykologi.

Narrativ kommer fra det latinske ’narrativus’, som betyder fortælling eller historie. Den narrative tilgang er en gren af psykologien, der er optaget af, hvordan vi mennesker benytter fortællinger om os selv, hinanden og samfundet til at skabe mening – og hvordan disse fortællinger udgør det stof, vores personlighed, oplevelser og sociale verden er vævet sammen af.

Med andre ord er essensen i den narrative psykologi, at vores personlighed konstrueres relationelt gennem interaktion med verden snarere end blot at være en fast, uforanderlig størrelse.

Fra psykologi til narrativ terapi

Michael White arbejdede som socialrådgiver og var tydeligt inspireret af Jerome Bruner, da han udviklede den narrative terapi. Ved at fremhæve betydningen af historier og hvordan de giver mening til vores liv og relationer, så Michael White det terapeutiske potentiale i narrative selvfortællinger. Mere konkret så han fordelene i at adskille ’problemet’ fra personen.

Eksternalisering – når problemet er problemet

I den narrative terapi er man grundlæggende interesseret i at eksternalisere, hvilket betyder, at man bevidst omtaler problemer som noget, der ikke er iboende hos den enkelte person. Sagt på en anden måde er det selve problemet og ikke personen, der udgør et problem.

Ifølge den narrative terapi kan eksternalisering af problemer åbne op for nye perspektiver, så personer kan løsne sig fra negative dynamikker med skyld og skam og begynde at forholde sig til problemerne på nye måder – gennem nye historier.

Sociale Historier er et støtteredskab

Sociale Historier er en videreudvikling af de grundtanker, som vi finder i den narrative terapi. Da personer med autisme kan have store udfordringer med at mentalisere, kan Sociale Historier fungere som et pædagogisk støtteredskab, der hjælper med at navigere i den sociale verden ved at dele viden om sociale koder og samværsformer på en anerkendende og meningsfuld måde.

Sådan blev Sociale Historier udviklet

Carol Gray er ophavskvinden til Sociale Historier, som hun udviklede i starten af 90’erne. Gray arbejdede som lærer på en folkeskole i Michigan, hvor hun underviste børn med autisme.

En af børnene, Eric, var ofte genstand for stor forargelse i skolens auditorium, fordi han altid afbrød læreren under fællessamlingerne. Sammen med sine kolleger forsøgte Gray at hjælpe Eric, og selvom Eric altid svarede: ”Jeg lover, at jeg nok skal lade være med at afbryde,” gjorde han nøjagtig det samme igen næste gang, der var fællessamling.

På et tidspunkt begyndte Carol Gray at videofilme sine samtaler med Eric, og da hun sad og kiggede videomaterialet igennem, opdagede hun, at Eric blot gjorde det, han havde lært af Carol Gray som barn, nemlig altid at respondere og svare tilbage, når et andet menneske taler til en. Det gik op for Gray, at hun ikke havde lært Eric om den sociale kontekst og betydningen af de andre personer i rummet, og denne erkendelse blev kilden til det, som senere udviklede sig til Sociale Historier.

Sociale Historier har forskellige formål

Som læser kan man sidde med et indtryk af, at Sociale Historier kun handler om forandring af adfærd. Men i realiteten kan Sociale Historier betragtes som en bogtrilogi bestående af tre vidt forskellige bind, hvoraf det første bind, ’forandring af adfærd’, er løbet med al opmærksomheden.

Sociale Historier retter sig nemlig mod tre forskellige formål, og hvis man som ny skribent vil øge sandsynligheden for en vellykket første historie, kan det anbefales at starte med en historie, som enten ‘anerkender en præstation’ eller ‘forbereder på en kommende begivenhed’.

Anerkende præstationer og fejre succeser

• Her er forarbejdet til historien og selve informationsindsamlingen relativt enkle.
• Man behøver blot at observere den hensigtsmæssige adfærd i samspil med andres reaktioner en enkelt gang for at kunne udforme den Sociale Historie.

Forberede kommende begivenheder

• Her er det vigtigt at indhente så mange informationer som muligt, så man er i stand til at beskrive begivenheden på en detaljeret måde.
• Ved at hjælpe den enkelte med at forudsige, hvordan folk kan opføre sig eller reagere i en social kontekst, kan man foregribe unødig forvirring og stress.

Forandring af adfærd

• Her er det nødvendigt at indsamle mange informationer. Kun på denne måde kan man finde ud af, hvordan andre har det med adfærden, og hvad de ser af alternative handlemuligheder.
• Det er også vigtigt at få indsigt i fokuspersonens synsvinkel og opfattelse, fordi det giver vigtig information om, hvordan vedkommendes ”verdensbillede” er stykket sammen.

Hvordan er Sociale Historier bygget op?

Når man har styr på formålet og har indsamlet de nødvendige informationer, kan det være fristende at gå i gang med at lave en Social Historie. Men inden man giver sig i kast med at spidse blyanten, skal man være opmærksom på, at der findes helt klare retningslinjer for, hvordan en Social Historie er opbygget. For en Social Historie er ikke en Social Historie, medmindre den er komplet skræddersyet til fokuspersonen og den specifikke situation.

Grundlæggende sætningstyper

I enhver Social Historie indgår der 3 forskellige sætningstyper. Udover at hver sætningstype har sin egen særlige funktion i historien, har forholdet mellem de 3 sætningstyper også en væsentlig betydning. Grundreglen er, at der altid bør være flere beskrivende og perspektiverende sætninger end vejledende, uanset hvor lang historien er.

Sociale Historier i praksis

Den store styrke ved en Social Historie er, at den kan afdække skjulte sociale koder og hjælpe den enkelte med at se sig selv udefra og andre indefra. Og selvom det er et veldokumenteret pædagogisk redskab, bør en Social Historie kun anvendes, hvis det giver mening, og hvis der er taget forbehold for kognitive vanskeligheder og andre problemstillinger end autisme.

Et levende og anerkendende redskab

En Social Historie er 2/3 anerkendelse og må ikke forveksles med en skjult irettesættelse. Man kan ikke genbruge en Social Historie eller downloade en standard-skabelon fra Google. Derudover skal en Social Historie betragtes som et levende redskab, man arbejder sammen om, og der er absolut intet i vejen for at spørge: ”Hvad synes du?” Tværtimod vil involvering og feedback fra ”fokuspersonen” øge sandsynligheden for, at den Sociale Historie får den nødvendige tilpasning og derved bliver en succes.

Vil du vide mere?

Bruner, J. (1997). A narrative model of self‐construction. Annals of the New York Academy of Sciences.

Karpatschof, B., & Katzenelson, B. (2018). Klassisk og Moderne psykologisk Teori.

Køppe, S., & Dammeyer, J. (2014). Personlighedspsykologi: En grundbog om personlighed og subjektivitet. Hans Reitzel.

Howley, M., & Arnold, E. (2008). Afdækning af den Skjulte Sociale Kode: Sociale historier for mennesker med en autisme Spektrum Forstyrrelse. Autismeforlaget.

Se flere artikler