Fonden SOVI
Om SOVI — kort fortalt
I 1972 startede SOVI som et højtspecialiseret beskæftigelsestilbud for unge med autisme/ADHD.
I dag er specialiseret viden om autisme/ADHD grundlaget for vores arbejde med virksomheder og HR, kommunale beskæftigelsesindsatser og beskyttet beskæftigelse for førtidspensionister.
Dybe rødder i Europas første specialskole for autister
At SOVI er specialiseret inden for autisme/AD(H)D er en naturlig følge af vores direkte forbindelse til Europas første specialskole for autister, Sofieskolen, som SOVI’s § 103-beskæftigelsestilbud er udsprunget af.
Tæt samarbejde med jobcentre
Det kræver specialiseret viden at støtte mennesker med autisme/AD(H)D til at fastholde et arbejde eller en uddannelse. Gennem årene har SOVI’s erfaringer med autisme og beskæftigelse formet et unikt vidensgrundlag, hvilket har skabt udviklings- og jobmuligheder for de mange autister, der i dag er tilknyttet jobcentrene.
Praksisnær viden til HR og ledere
I takt med erhvervslivets stigende interesse for rekruttering og onboarding af neurodivergente medarbejdere har SOVI oplevet en større efterspørgsel efter specialiseret viden om autisme/ADHD. Blandt HR og ledere har det i høj grad handlet om at skabe inkluderende arbejdsrammer, der understøtter trivsel og fastholdelse.
På forkant med den nyeste forskning
Autisme er et forskningsfelt, der er i konstant udvikling. Hos SOVI bliver alle ansatte specialuddannet med et internt uddannelsesforløb, så vi sikrer, at alle har de rette kompetencer til at imødekomme mennesker med autisme/AD(H)D. Derudover inviterer vi løbende eksterne undervisere og forskere ind til fællesundervisninger og deltager i autismespecifikke konferencer.
Menneskesyn
Hos SOVI anerkender vi, at alle mennesker er forskellige — med eller uden autisme/AD(H)D — og at ingen arbejder på helt samme måde.
Når vi siger: ’alle har noget at give, når rammerne er rigtige’, er det fordi, vi ser det udfolde sig hver eneste dag. Vi ser, at individuelle rammer er determinerende for udvikling og trivsel.
Vi tror helt og holdent på, at det enkelte menneske rummer unikke kompetencer.
For autisme/AD(H)D er ikke kun en udfordring. Det er også en særlig styrke, når man først forstår at bruge den. En styrke som også er efterspurgt i erhvervslivet.
Fonden SOVI
SOVI er en fondsvirksomhed, hvis formål er at udvikle-og afklare arbejdsevnen hos mennesker med autisme, AD(H)D og lignende udfordringer. Vi er registreret som socialøkonomisk virksomhed. Det betyder, at vi tjener penge på almindelige markedsvilkår, men at vi adskiller os fra traditionelle virksomheder, fordi vi bruger vores eventuelle overskud til at udvikle nye løsninger for målgruppen.
Fonden SOVI
Temamøder for fagfolk
På SOVI deler vi åbent ud af vores viden og ekspertise. Vores temamøder klæder sagsbehandlere, virksomhedskonsulenter og uddannelsesvejledere på med konkrete værktøjer og giver nye perspektiver på autismerelaterede udfordringer.














