Få en praktikant
Få en SOVI-praktikant og vis overskud
At hjælpe et andet menneske giver et stort personligt overskud — og det smitter af på virksomheden som helhed — ikke mindst de medarbejdere, der er i kontakt med SOVI’s praktikanter til hverdag.
Åbn døren for skjulte ressourcer
Mennesker med autisme/AD(H)D besidder ofte unikke evner, som kan være uvurderlige for en virksomhed. Det kan fx være detaljeorientering, kreativ tænkning, logisk analyse eller evnen til at se ting fra nye perspektiver.
Ved at tilbyde en praktikplads kan I få adgang til disse talenter, som måske ikke er tydelige ved første øjekast, men som kan have stor værdi, når de bliver identificeret og får den rigtige arbejdsramme.
Afklaring og kompetenceudvikling
Langt de fleste mennesker med autisme/AD(H)D, som SOVI er i kontakt med via jobcentrene, har svært ved at få øje på egne ressourcer og kompetencer — selvom de kan være nok så tydelige for os andre.
Som led i en proces med afklaring og kompetenceudvikling samarbejder vi derfor med virksomheder, som bidrager med ulønnede praktikpladser.
I praktikperioden afprøver vi forskellige måder at tilrettelægge arbejdsdagen på og skruer på parametre som arbejdstid, pauser og opgaver, for bedst muligt at kunne vurdere praktikantens arbejdsevne og muligheder for at udvikle sig og fastholde et arbejde eller en uddannelse.
En SOVI-praktikant styrker mangfoldigheden
En SOVI-praktikant giver både virksomheden og praktikanten en mulighed for at lære og tilpasse sig hinanden. Som virksomhed får I mulighed for at stifte bekendtskab med mennesker, der tænker og arbejder anderledes, hvilket kan være gavnligt til fremtidig rekruttering og ledelse af en mangfoldig arbejdsstyrke. Samtidig kan praktikanten få mulighed for at udvikle sine kompetencer, få øget selvtillid og blive bedre rustet til fremtidige udfordringer på arbejdsmarkedet.
Praktikken er ulønnet og periodens længde aftales ved start.
Anne er klar til at besvare dine spørgsmål
Har du spørgsmål, er du altid mere end velkommen til at skrive eller ringe.
Anne Frydendal, der er faglig koordinator for SOVI’s beskæftigelsesindsatser, er klar til at hjælpe dig.
Mail: afj@sovi.dk
Telefon: 30 20 74 44