Socialfaglige tilsyn
Den faglige kvalitet af SOVI’s beskæftigelsestilbud
Et socialfagligt tilsyn har til formål at vurdere den faglige kvalitet. Tilsynet sikrer, at SOVI’s beskyttede medarbejdere får den indsats, de har krav på, og at SOVI’s beskæftigelsestilbud efterlever de bedste faglige standarder.
Kvalitetsvurdering fra 2026
Fra et anmeldt besøg i 2026 vurderer tilsynet, at SOVI’s beskæftigelsestilbud samlet set er af god kvalitet. SOVI formår at tilbyde medarbejderne en reel arbejdsidentitet og relevante, tilpassede arbejdsopgaver, hvor den enkelte kan udvikle egne kompetencer. Ud over at være teoretisk funderet gennem et fælles fagligt fundament opstiller SOVI’s personale mål og delmål, som kan relateres til medarbejdernes indsatsmål.
Sundhed og trivsel
Tilsynet vurderer, at SOVI’s beskæftigelsestilbud har fokus på medarbejdernes mentale og fysiske sundhed og trivsel, og at medarbejderne trives og udvikler sig i tilbuddet. I rapporten lægger tilsynet også vægt på SOVI’s pædagogiske tilgange og metoder samt værdigrundlag og menneskesyn.
Organisation og ledelse
Det vurderes, at SOVI’s ledelse har fokus på både den daglige drift og udvikling af tilbuddet, ligesom det interne arbejdsmiljø og samarbejde understøttes med systematiske møder, supervision, kompetenceudvikling og sparring. Videre vurderes det, at både ledelse og instruktører prioriterer det eksterne samarbejde med sagsbehandlere, botilbud og kunder, for derigennem at kunne tilbyde medarbejderne en helhedsorienteret indsats.
