Køkken
Køkkenafdeling
Er du glad for at lave mad? Eller måske vil du gerne lære, hvordan man sammensætter forskellige råvarer til en god madoplevelse?
Som medarbejder i køkkenet bliver du en del af SOVI’s kantine, og sammen med gode kolleger sørger I for frokost til alle medarbejdere og instruktører.
Kantinedrift i et støttende miljø
I SOVI’s køkken tilbereder vi dagligt frokost til ca. 60 personer. Vi laver helst mad fra bunden og anvender hele råvaren. Vi leverer også mad ud af huset. Som medarbejder arbejder du sammen med faguddannede instruktører, og du bliver en del af en velfungerende kantinedrift med et godt kollegaskab.
Din hverdag i køkkenet
I hverdagen får du mulighed for at bage kager og boller til formiddagssnack, kaffepauser, arrangementer og fejringer. Som en del af køkkenet er du også med til at holde kantinen pæn og ren. Det betyder, at du sammen med dine kolleger skal sørge for oprydning efter måltiderne. Derudover skal du også være med til at vaske kokketøj, viskestykker og klude.
Dagens vigtigste måltid
I køkkenet får du mulighed for at arbejde med noget, der bringer glæde til andre – nemlig god og veltilberedt mad. At tilberede måltider og bage kager og boller giver dig en konkret følelse af at gøre en forskel, når du ser dine kolleger nyde maden.
Hos SOVI har du indflydelse på dit eget arbejdsliv
SOVI planlægger dine arbejdsdage ud fra dine ønsker og forudsætninger, og du er i høj grad selv med til at bestemme, hvordan dine arbejdsdage skal være, og hvad du gerne vil arbejde med.
Når du arbejder med noget, der interesserer dig, opnår du større arbejdsglæde og personlig udvikling. Og når arbejdsformen passer til dig, udnytter du dine evner og ressourcer bedre. Derfor tilbyder vi dig hver morgen en morgensamtale. Her taler vi om det, der optager dig lige nu, og hvordan din arbejdsdag kan se ud.
Mindst én gang om året vil du blive tilbudt en trivselssamtale, hvor vi i et lidt større perspektiv taler om, hvordan du har det, og hvad du kunne tænke dig fremover.
Trivselssamtale og status- og udviklingsplan
Hvert år omkring din fødselsdag udarbejder SOVI en status- og udviklingsplan til dig. I den plan beskriver vi, hvilke opgaver du har løst i det forløbne år, om du har lært nye kompetencer og andet væsentligt. Status- og udviklingsplanen giver din sagsbehandler i kommunen og evt. andre personer efter dit ønske mulighed for at følge med i, hvordan du har det hos SOVI. Vi gennemgår altid status- og udviklingsplanen sammen med dig, før vi sender den til kommunen.
Trivselssamtalen ligger forud for status- og udviklingsplanen. Samtalen tager udgangspunkt i den måde, du kommunikerer bedst. Det kan være med billeder af det, vi taler om eller spørgsmål, som du stille og roligt skriver svaret på. I trivselssamtalen taler vi om, hvad du er tilfreds med hos SOVI, hvilke nye kompetencer du gerne vil lære, og om der er noget, du er utilfreds med og ønsker anderledes.
Hvor går du hen, hvis du er utilfreds?
Hvis du oplever noget i forbindelse med dit arbejde hos SOVI, som du er utilfreds med, kan du altid sige det til instruktørerne på din afdeling. De vil lytte til dig og gøre, hvad der er muligt for at imødekomme dit ønske. Hvis det ikke lader sig gøre, vil de undersøge, om der er andre muligheder for dig. Hvis du ikke er tilfreds med den hjælp, du får af instruktørerne, eller hvis du føler dig dårligt behandlet, skal du tale med SOVI’s direktør. Du kan også altid kontakte din sagsbehandler i kommunen, hvis SOVI ikke kan imødekomme dine ønsker og behov.
Alle har noget at give — når rammerne er rigtige
Hos SOVI respekterer vi det enkelte menneske med autisme/AD(H)D — og måden det kommer til udtryk på. Vi ved, at en anerkendende og ressourcefokuseret tilgang til arbejdet skaber grobund for trivsel, selvstændighed og udvikling.
Vores ADHD- og autismespecifikke viden og pædagogiske arbejde er kendetegnet ved høj faglighed og tilrettelægges efter veldokumenterede metoder.