
I vores beskyttede værksteder er alle
med til at skabe værdi
– både for sig selv og andre
I SOVI’s værksteder fordeler arbejdsopgaverne sig mellem interne opgaver, fx i køkken og kantine, og forskellige produktions- og serviceopgaver med eksterne virksomheder som kunder. Desuden driver vi Butik SOVI med kreative unika-design til børn og bolig. Arbejdet tilrettelægges, så det matcher den enkeltes ønsker, evner og ressourcer, og hverdagen forløber i faste og forudsigelige rammer og et trygt socialt miljø. Vi arbejder bl.a. med produktion, montage, samling, pakning, kantinedrift, layout, medie og kreativ fremstilling af tøj og boligtilbehør, og det er selvfølgelig muligt at skifte mellem forskellige afdelinger.
Produktionsafdelingen
I produktionsafdelingen finder du arbejdsopgaver indenfor jern og metal, såsom at svejse, bore, skære og klippe i jern og metal. Vi arbejder både med egenproduktion og leverer til erhvervskunder.
Montageafdelingen
I montageafdelingen arbejder vi med alle former for montagearbejde, blandt andet kuvertering og pakning og etikettering. Vi arbejder primært for erhvervskunder.
Køkken og kantine
I SOVI’s køkken tilbereder vi dagligt frokost til ca. 60 medarbejdere. Vi laver helst mad fra bunden og anvender hele råvaren. Der ligger desuden en række service- og rengøringsopgaver i afdelingen.
Designafdeling
I designafdelingen arbejder vi primært i tekstil og skind. Opgaverne er meget forskellige, fra udarbejdelse af eget kreativt design for Butik SOVI til industrisyning for eksterne erhvervskunder.
Multimedie
I multimedieafdelingen arbejder vi med grafiske opgaver som fotoredigering og design af foldere og visitkort. Vi passer SOVIs hjemmeside, Facebook og Butik SOVI og rummer også administrative opgaver som fremmødestatistikker, faktureringsredigering og korrekturlæsning.
Traineeafdelingen
Traineeafdelingen er for dig, som kommer lige fra en STU eller tilsvarende, og som gerne vil have en god start på arbejdslivet i den beskyttede beskæftigelse. I traineeafdelingen vil du være sammen med andre unge i en mindre gruppe med faste instruktører.
Vi arbejder videre med nogle af de aktiviteter og færdigheder, som du har lært på STU’en. Fx tager vi på ture, laver mad, følger med i nyhederne og dyrker motion. Du kommer i praktik på SOVI’s forskellige værksteder, for at blive afklaret med hvilket værksted du allerhelst vil arbejde på, og du bliver klar til at arbejde på en beskyttet arbejdsplads. Se videoen nedenfor.
Butik SOVI
Butik SOVI sælger de fine unikaprodukter til børn og bolig, som designes og fremstilles i et begrænset antal af SOVI’s medarbejdere. Vores populære rulamshjemmesko håndsys på bestilling.
Kontakt de enkelte værksteder
Fællesskab, sociale arrangementer og netværksgrupper
Vi lægger vægt på et positivt og givende fællesskab med gode kolleger. Derfor vil du opleve, at vores hyggelige, sociale arrangementer og netværksgrupper fylder meget i programmet. Det er selvfølgelig er frivilligt, om du vil deltage. For eksempel spiser vi alle hver dag sammen i vores kantine, fordi det er med til at skabe livsglæde og fællesskab. Desuden afholder vi grillfrokoster, kulturcaféer, høstfest og julefrokost. Som medarbejder vil du også blive tilbudt en plads i en af vores små netværksgrupper, hvor du kan mødes med ligesindede, udveksle erfaringer, bearbejde konkrete udfordringer og lære dine kolleger bedre at kende. Mange venskaber er i tidens løb opstået i vores netværksgrupper.
En typisk arbejdsdag i SOVI’s beskyttede værksteder
Vi arbejder i ca. 30 timer om ugen. Din arbejdsdag vil være delt op, så der er faste tider til de fælles pauser, og den vil typisk se sådan ud. Klik på skema til venstre.