Det har længe været et ønske for SOVI at fremstille træprodukter. Takket være en ihærdig indsats fra instruktørerne i produktionsafdelingen og en donation fra Odd Fellow-logen i Gladsaxe, kunne vi indvie vores snedkeri den 15. januar.
Gladsaxes borgmester Trine Græse holdt en tale, der tog udgangspunkt i glæden og fællesskabet, hun møder på SOVI. Borgmesteren forærede snedkeriet en Kaj Bojesen Abe som lykkebringer. Aben symboliserer livsglæde og klogskab, og er samtidig et strålende eksempel på godt håndværk, der forskønner dagligdagen.
SOVI har gennem noget tid istandsat kasserede kvalitetsmøbler. Snedkeriet giver SOVI nye muligheder for at udvide sin egenproduktion og for at bidrage til det lokale erhvervsliv med delproduktioner.
”Vores styrke som leverandør er medarbejdernes evne til at udføre arbejde med mange gentagelser i høj kvalitet.” fortæller SOVI’s snedker Martin Sloth ”Hvor andre bliver trætte eller mister motivationen, kan medarbejdere med autisme lægge samme gejst i hver eneste gentagelse – Og det kan ses på slutproduktet!”.
Fonden SOVI har drevet beskyttet beskæftigelse for borgere med autisme siden 1972, hvor en engagereret forældrekreds til unge, der forlod Sofieskolen (Danmarks første specialskole for børn med autisme), ønskede et kvalificeret arbejdstilbud til deres børn. I dag beskæftiger vi 50 værkstedsmedarbejdere med autisme på de beskyttede værksteder, og har yderligere 40 borgere i beskæftigelsesrettede forløb for at komme ind på det ordinære arbejdsmarked.
Med et instruktørteam i produktionsafdelingen bestående af en garvet socialpædagog, en smed og en snedker – begge med solid erfaring fra professionelle værksteder – kan SOVI sikre produkter af høj kvalitet og en specialiseret pædagogik, som sikrer trivslen blandt værkstedsmedarbejderne med autisme.